Her til morgen stoppede vi lige forbi Edil Casa for at kigge på de udefliser, som Silvana foreslog til os i går. Tanken er sokkelen på huset bliver i mixet Luserne sten. De er ikke blå-grå, men mere et mix af rust, grå, beige, gul. Det er den flise Silvana står og holder lodret. Rundt om huset bruger vi Luserne brud til fortovet, også i mixede farver.

     

Den store 60×60 flise tænker vi at på at lægge på terrasserne. Den falder godt ind i farver på sandstensmuren, og den er også i harmoni med de terracotta farvede fliser indenfor.

Herefter kørte vi forbi Giulio i Canelli for at samle lidt op på gårsdagens indtryk. Selvom vi har brugt en mindre formue på at få ryddet op i beplantningen på og ovenfor skrænten er vi desværre ikke helt i mål med den del af projektet. Giulio siger, at det er nødvendigt at fjerne den farlige del af skrænten for at være sikker på, at der ikke falder større stykker af klippeskrænten ned. Det er selvfølgelig endnu en udgift, men der er ikke så meget at gøre – det skal fikses, så Giulio indhenter tilbud, og så må vi se, hvad det kommer til at koste ekstra.