Gennemgang af huset

Vi ankom sent i går aftes, og er derfor klar fra morgenstunden.

Vi har en aftale med Giulio ved huset kl. 10. Den første vi møder er vores murer, Abdul og et par andre, der også hjælper med at lægge fliserne.

Det er i høj grad Abdul, der er primus motor på det arbejde, der skal udføres nu med at lægge fliser og fylde alle fugerne i de gamle vægge, og det gør han virkelig godt.

I slutningen af november kom der ruder i de fleste vinduer, men der mangler stadig de fire store vinduer mod syd, hvor der skal en kran til.

Det gør en kæmpe forskel, at der er kommet glas i vinduerne, huset ser meget mere færdigt ud. Planen er at de skal sættes i en af de næste par dage, mens vi er her.

Mens Abdul viser os rundt i hele huset, kommer Giulio også.

Ud over fliserne er der sket en hel del andre ting siden vi var her sidst.

Døråbningerne både til højre og venstre, når man kommer ind af hoveddøren er blevet ca. 10 cm. højere, så nu kan Jesper komme ind uden af slå hovedet i mod. Vi ville gerne have haft åbningerne 10 cm højere, men det var hvad der kan kunne lade sig gøre uden at komme for tæt på loftet og stadig undgå ekstra forstærkning.

Det lille stykke loft/gulv ovenover hoveddøren er også endelig kommet væk, så nu har man frit udsyn til loftet til kip fra indgangen, det giver masser af luft og rummelighed.

I Loggiata på 1. sal har vi lavet en lille sidste øjebliks ændring. Det var egentlig Giulio, som kom med forslaget i oktober, og vi var hurtigt med på hans idé om at etablere et lille tekøkken bagerst i rummet, så man kan lave sig en kop kaffe eller te uden at skulle gå ned i køkkenet. Det krævede at der blev ført vand fra badeværelset på den anden side af væggen, og at lampeudtagene blev flyttet, da det ikke længere giver mening at forberede til at kan sættes en seng der.

 

Udenfor står vores “Imhoff”, det som svarer til en septiktank og regnvandsopsamling, og venter på at blive gravet ned – endelig! 🙂

Den store er til regnvand og den lille er septiktanken. Den var overraskende lille (ved ikke helt, hvad jeg havde forventet), men den skulle være rigelig stor.  Huset får otte faste sovepladser (fire dobbeltværelser ), og tanken er dimensioneret til 11 personer.

Det er lidt af en milepæl, når den kommer på plads. Når den bliver sluttet til og der er døre og vinduer i hele huset, så er der ikke så langt igen før vi kan tage vores første overnatning i huset. 🙂

Nu går turen videre, først til Biser, som producerer indvendige døre, og dernæst til Borghifer, som er leverer vinduer og udvendige døre.