Samtidig med at vi snakker med Silvana om fliserne, dukker der en hel masse mennesker op.
Byggelederen Gerardo, fra vores byggefirma DRC, og Fabio som leverer varme komponenterne, er kommet for at forstå, om der er problemer med pladsen til gulvvarmen i stueetagen, men det er der heldigvis ikke. Det er kun på første sal, hvor det allerede er besluttet at bruge et lidt tyndere, og dyrere, materiale til isolering, fordi det kniber med pladsen.
Klokken lidt over 11 kom maleren også forbi, han havde lavet en ny farveprøve klar på den farve, vi valgte i går aftes – fantastisk!

Igen er det svært at gengive farver på billeder, men vi er tilfredse og går med den nye farve KA-02 til huset. Den har en lille snært af grønt, men ikke for meget til vores smag. Giulio og maleren har foreslået, at vi kan male med en anden farve rundt om vinduerne for at give huset lidt spil. Vi har valgt en grå-grøn farve, som vi gerne vil se en prøve på.

Som om der ikke er folk nok, så kommer der også to mand fra firmaet Vertical Garden.
De skal kigge på vores beplantning på og ovenfor skrænten. Det kræver både viden om, hvordan man sikrer skrænten, og kun fjerner den beplantning, som er til fare, og det kræver klatreevner og udstyr, da skrænten er lodret.
Klokken er ved at nærme sig frokost og alle de forskellige folk skal videre, og det skal vi også …
Lige da vi skal til at køre kommer il postino med et brev til os … heldigt at vi var der. Sød dame der fortalte os at vi nok burde sætte en postkasse op, selvom hun godt kunne se, at det vil vare lidt endnu før vi flytter ind :-D.

